Idag lukker vinterens transfervindue, og når januar bliver til februar om ganske få timer, bliver der sat en stopper for en hektisk transfer-aktivitet i Premier League, der blot bekræfter, hvad de seneste tre-fire måneder har advaret os om:
På denne, årets sidste, dag er det meget passende at offentliggøre Årets Hold 2010, som valgt af Fodboldlogen af 2009. Måden, vi fandt frem til holdet på, var ganske simpel: hvert medlem valgte en træner, 11 startere og fem udskiftere til holdet, og så blev stemmerne ellers bare lagt sammen.
Uden yderligere snak; her er Årets hold 2010:
Som fans/supportere forventer vi ofte at fodboldspillerne der vælger at iklæde sig vores holds trøjer er loyale overfor klubben – og gud nåde og trøste dem, hvis de vælger at skifte til en rivaliserende klub (Carlos Tevez), og det er da også en helt naturlig forventning. Jeg synes dog at Diego Forlan siger noget, der er værd at tage med i overvejelserne, når han udtaler følgende:
Ugens runde i Premier League startede med weekendens største kamp, nemlig kampen mellem de nyrige fra Manchester City og de gode, gamle, russiske millionærer fra Chelsea. Kampen startede i vanlig god stil med at Wayne Bridge nægtede at give John Terry hånden, og dermed var stilen ligesom lagt. Første halvleg forløb uden at jeg kan huske en reel målchance, og det der egentlig gjorde det største indtryk på mig, var hvor fed, Yaya Toure egentlig er. Og med “fed” mener jeg ikke cool, sej eller noget andet positivt tillægsord; nej, jeg mener fed på den måde, man bliver, når man har spist en chokoladebar eller 200 for mange!
Som det fremgik tydeligt af fredagens logeaften – og efterfølgende indlæg – er der ikke et eneste af logemedlemmerne, der tror på at England kan gentage deres triumf fra 1966, hvor de løftede verdensmesterskabstrofæet på hjemmebane. Som en, der følger engelsk fodbold intenst, ville jeg ellers sige at det engelske landshold har et par trumfer i år, der ville kunne se dem gå hele vejen, men de er simpelthen ramt af skader på nogle vigtige pladser, hvilket gør den engelske drøm umulig efter min mening.
På fredagens logemøde blev der bl.a. snakket om pengenes betydning for hvilke lande, der dominerede i Champions League – jeg tror ikke som sådan at der var enighed om hvor vigtige lønninger og transfersummer er, men jeg tror ikke at der var uenighed om at pengene har en rolle i moderne fodbold.
Undertegnede nævnte ganske kort en rapport, der er blevet udsendt, hvor der listes de 50 bedst betalte fodboldspillere i verden. Der er udelukkende tale om deres løn fra klubben, og ikke overraskende (eller ufortjent for den sags skyld) ligger Cristiano Ronaldo på førstepladsen med en årsindtægt på £11.3mio.
Udfra undersøgelsen har jeg lavet en lille stribe grafer og udregninger, der gerne skulle illustrere pengenes fordeling på nationerne og klubberne.
Det er ved at være den tid på året, hvor FIFA skal uddele prisen til verdens bedste fodboldspiller. Personligt har jeg i lang tid haft svært ved at tage prisen seriøst, da vægten som regel lægges på offensive spillere, men af de priser, der rent faktisk er, så er det dog den hvor jeg oftest er enig i valget af vinderen. Det var jeg da også sidste år, da Cristiano Ronaldo løb med hæderen.
Noget der altid kan vække lidt opsigt er listen over de nominerede, og i år synes jeg da også at der er flere, hvor man tænker “Really? Hvorfor fanden dog det?“. Tilsvarende kan man naturligvis også tænke “Hvor fanden er XXX?“.