Idag lukker vinterens transfervindue, og når januar bliver til februar om ganske få timer, bliver der sat en stopper for en hektisk transfer-aktivitet i Premier League, der blot bekræfter, hvad de seneste tre-fire måneder har advaret os om:
Nu var det egentlig mere en kommentar til Kims glimrende indlæg om Liverpool og hvilke penge vi har brugt, men da jeg ikke kunne vedhæfte billeder i mit svar blev det til et nyt indlæg i stedet.
Tidligere Liverpool– og nuværende Inter-manager, Rafa Benitez, og hans efterfølger i Liverpool, Roy Hodgson, har været i lidt verbalt klammeri på det sidste efter at sidstnævnte mere end antydede, at Rafa Benitez bar en stor del af skylden for Liverpools nuværende situation.
Harry Redknapp har i mange år slået på tromme for at den engelske landstræner bør være en englænder, og han har ofte udtalt at det er hans eget ønskejob. Som fuldstændig udenforstående har det dog været svært at tage Redknapp helt seriøst, for helt ærligt: er han virkelig dygtig nok? Bevares, han førte Portsmouth til en FA Cup sejr og har nu taget Tottenham ind i det forjættede Champions League-land, men han har også efterladt et par klubber i økonomisk ruin igennem sine mange år som manager i Premier League. En blandet karriere, som ikke ligefrem er dybt imponerende i min bog.
Efter det forrige indlæg her på bloggen er der sket meget i sagen om Wayne Rooneys fremtid. Først og fremmest har Sir Alex Ferguson bekræftet at Rooney har meddelt klubben, at han ikke ønsker at forlænge sin kontrakt, og igår udsendte Rooney så en pressemeddelelse, hvori han beskriver sine begrundelser og tanker omkring hans beslutning.
Da historien om Wayne Rooneys mulige afgang fra Manchester United ramte diverse forsider i løbet af dagen, kom det ikke som den helt store overraskelse for mig. Som én, der har fulgt klubben i så mange år, og set hvad Alex Ferguson er i stand til, ville det snarere have været en overraskelse, hvis den historie ikke var kommet på et tidspunkt.
Ugens runde i Premier League startede med weekendens største kamp, nemlig kampen mellem de nyrige fra Manchester City og de gode, gamle, russiske millionærer fra Chelsea. Kampen startede i vanlig god stil med at Wayne Bridge nægtede at give John Terry hånden, og dermed var stilen ligesom lagt. Første halvleg forløb uden at jeg kan huske en reel målchance, og det der egentlig gjorde det største indtryk på mig, var hvor fed, Yaya Toure egentlig er. Og med “fed” mener jeg ikke cool, sej eller noget andet positivt tillægsord; nej, jeg mener fed på den måde, man bliver, når man har spist en chokoladebar eller 200 for mange!
Efter landskampspausen var det igen tid til at Premier League kom igang, men ugen op til hele denne runde var domineret af overskrifter, der ikke ligefrem havde med selve fodboldspillet at gøre. Det var til gengæld en fodboldspiller, der var i fokus, nemlig Wayne Rooney, der kom hele mediemøllen igennem efter at have været sin kone utro med en (måske flere?) prostituerede sidste år, da konen var gravid. Utilgiveligt mener mange, men spørgsmålet er om det ikke er konen, der skal afgøre det – det er jo ikke fordi at Rooney har været ude at spise med manageren for et andet hold. Personligt er jeg ligeglad med hvad spillerne render og laver i deres fritid, sålænge det ikke har indflydelse på fodboldspillet.