Kategorier
Debatoplæg

Englands VM-drøm knust af skader, dårlig form og John Terry

Som det fremgik tydeligt af fredagens logeaften – og efterfølgende indlæg – er der ikke et eneste af logemedlemmerne, der tror på at England kan gentage deres triumf fra 1966, hvor de løftede verdensmesterskabstrofæet på hjemmebane. Som en, der følger engelsk fodbold intenst, ville jeg ellers sige at det engelske landshold har et par trumfer i år, der ville kunne se dem gå hele vejen, men de er simpelthen ramt af skader på nogle vigtige pladser, hvilket gør den engelske drøm umulig efter min mening.

Trumferne er klare:

  • Fabio Capello. England har omsider fået styr på egoer og taktik takket være en fantastisk træner, og de har klaret kvalifaktionen overbevisende uanset hvilket hold man har stillet med. Hvis England havde haft Capello som træner i 2002, hvor de røg ud til Brasilien med det måske stærkeste landshold, de har haft i 30 år, så tror jeg de kunne have kæmpet sig hele vejen til finalen og en kamp mod arvefjenden, Tyskland.
  • Wayne Rooney. En af de tre bedste spillere i Europa i denne sæson, og endelig har han fået leveret det, som mange har savnet: mål. Desværre slutter hans sæson med lidt småskader, og spørgsmålet er om han er 100% klar i Sydafrika.
  • Frank Lampard kan se tilbage på endnu en sæson med over 20 mål, hvilket er imponerende for en midtbanespiller.

Skaderne:

  • Anføreren, Rio Ferdinand, har kæmpet med en rygskade hele sæsonen, hvilket har gjort, at han ikke har spillet på et stabilt niveau, og i den engelske presse spekuleres der ligefrem i, at Capello overvejer om han overhovedet skal tage ham med! Jeg mener det ville være åndssvagt at efterlade ham i England, for alternativerne er simpelthen ikke gode nok.
  • Ashley Cole er netop vendt tilbage efter en længere skadespause, og han har måske chancen for at være 100% fysisk fit når VM starter, men han kommer til at mangle kamptræning.
  • En af Capellos yndlingsspillere, Wes Brown, der kan bruges i både centerforsvaret og på højre back, har ikke spillet siden februar, hvor han blev skadet, og han er først på vej tilbage til bænken her inden sidste kamp. Han bliver ikke udtaget.
  • Manchester Citys dyrt-indkøbte forsvarsspiller, Joleon Lescott, sidder også udenfor med en skade, men om han var blevet udtaget efter en skadesplaget og svingende sæson for det saudi-arabiske landshold City, kan man også spekulere i.
  • Glen Johnson, der ellers startede sæsonen med forrygende succes hos Liverpool, har også kæmpet med småskader og har siddet ude i perioder i sidste halvdel af sæsonen. Han skal nok blive klar, men om han vil være i god nok form til at spille op til sit ypperste får vi at se.
  • Gareth Barry er netop blevet skadet, og han ville ellers være et sikkert kort til truppen, omend han måske ikke ville være fast starter.
  • David Beckham kommer ikke med til sin fjerde VM-slutrunde på grund af en akilles-skade. Becks ville uden tvivl have været bænkevarmer, men hans rolle ville nok også mere have været som den professionelle, rutinerede spiller, der skulle lære nogle af de unge noget om slutrunder, samtidig med at han uden tvivl ville tage en stor del af mediernes søgelys, hvilket ville komme de andre spillere til gode. Samtidig ville han ikke være dum at smide ind, hvis man skulle satse på dødbolde.
  • Owen Hargreaves har snart siddet udenfor i to år, men mange mener at han var Englands absolut bedste spiller ved sidste VM – faktisk har han så stor en stjerne hos Capello, at denne overvejer at tage Hargreaves med uanset kampformen, hvis han er fysisk klar!
  • Aaron Lennon er netop vendt tilbage til bænken hos Tottenham, og han kommer til at kæmpe med Theo Walcott om pladsen på højre wing, men der er stor tvivl om hans aktuelle form, hvilket er meget naturligt efter så lang tid ude.

Formen

  • Steven Gerrard har haft en mildest talt elendig sæson for Liverpool, og hvis Capello havde reele alternativer til pladsen på midtbanen, så ville Gerrard maksimalt sidde på bænken. Som det ser ud, så kommer Gerrard til at starte inde.
  • David James, Rob Green og Ben Foster som i lang tid har kæmpet om at blive førstevalg mellem stængerne, har alle kæmpet med svingende præstationer i denne sæson. James og Green har stået bag elendige forsvar imens Foster ikke greb chancen i United, da han omsider fik den. Spørgsmålet er om Capello tør satse på det nye engelske håb, Joe Hart, der har stået så overbevisende i Birmingham, at han blev valgt til årets keeper af sine kolleger.
  • Joe Cole er kommet tilbage efter en længere skadespause og har spillet den sidste måneds tid, men han har været svingende i præstationerne, og han er bestemt ikke første mand på Ancelottis holdkort i Chelsea.
  • John Terry har kæmpet med forsideskandaler i denne sæson, hvilket tydeligvis har påvirket hans form og spil.
  • Emile Heskey har kun formået at score tre mål for Aston Villa i Premier League i denne sæson. Hans rolle på landsholdet er ikke som typisk målscorer, men har man plads til en angriber i en VM-trup, der scorer lidt?
  • Shaun Wright-Phillips har ikke spillet fantastisk meget i Manchester City siden Mancini kom til, og der går også lidt rygter om at han er utilfreds med sin position i klubben. Han nåede jo lige præcis at komme tilbage til City inden olie-milliarderne rykkede ind, så hans kontrakt er efter sigende markant dårligere end sine kollegers.

John Terry-faktoren

  • Englands normale reserve til Ashley Cole, Wayne Bridge, har takket nej til at spille side om side med John Terry på landsholdet. Capello håber at Bridge skifter mening, men der er intet, der tyder på det.

Alle ovenstående faktorer gør at Capello må kigge længere ned i talentmassen, og det betyder bl.a. at spillere som Phil Neville, Gary Neville, Leighton Baines og Phil Jagielka nu bliver nævnt som navne til truppen, nogle endda til startformationen. Samtidig har der været lidt snak i krogene om at trænerteamet vil overtale Jamie Carragher (sandsynligt) og Paul Scholes (usandsynligt) til at vende tilbage til landsholdet efter at de begge har meldt fra. De er alle gode spillere og flere har endda rigtig god erfaring og lederevner, men ville de være emner, hvis Capello kunne vælge frit fra øverste hylde?

Samtidig må man også konkludere at nogle af de spillere, der står på spring til at være startere på bekostning af skadede spillere, ikke ligefrem har klassen til at fylde støvlerne ud. Her snakker jeg især om Matthew Upson, der måske kun kommer med, fordi at Rio Ferdinand og Ledley King begge risikerer at løbe ind i småskader, der gør at de ikke kan spille op til deres bedste. Theo Walcott er et kæmpe talent, men er han god nok til at være fast mand på et engelsk landshold? Nej, ikke efter min mening. Han er en joker, man kan sætte ind, når modstanderne bliver lidt trætte (se evt. ArsenalBarcelona-kampen fra Emirates), men ikke mere end det.

Der er dog også lidt håb for enden af tunellen for England. Flere spillere har i denne sæson overbevist om at de hører til på landsholdet, og især en spiller som Aston Villas James Milner har taget chancen og grebet den med begge hænder. Darren Bent i Sunderland bør også være på flyveren til spidsen af Afrika, efter en sæson med over 20 scoringer i Premier League.

Jeg synes det bliver rigtig spændende at se hvad England har at byde på under sommerens VM, men selv den engelske presse og befolkning tror ikke rigtig på det pga. de mange skader, og så står den altså rigtig galt til! Men! Det er Fabio Capello, der trækker i trådene, og man må ikke undervurdere hvad en god landstræner kan gøre med den rigtige taktik – se blot EM 2004, hvor et middelmådigt græsk hold løb med æren.

Slutteligt vil jeg give mit bud på hvordan Englands optimale trup ville se ud, hvis der ikke var skader, dårlig form og John Terry at tage hensyn til (spillere i fed ville være startere i en 4-4-2 formation):

Robert Green, David James, Joe Hart, Glen Johnson, Wes Brown, Rio Ferdinand, Ledley King, John Terry, Ashley Cole, Wayne Bridge, Aaron Lennon, David Beckham, Frank Lampard, James Milner, Steven Gerrard, Owen Hargreaves, Michael Carrick, Joe Cole, Theo Walcott, Wayne Rooney, Peter Crouch, Jermain Defoe, Darren Bent.

Jeg har kun valgt tre deciderede midterforsvarere, men min tanke er at Wes Brown kan gå ind i midten, og hvis man så skal skifte på back-pladsen, så er det noget som Owen Hargreaves har vist sig ganske glimrende til. Jeg har udeladt Gareth Barry, som jeg mener er en smule overvurderet, og har også set bort fra Shaun Wright-Phillips, da jeg synes at Aaron Lennon gør det en smule bedre og Theo Walcott er en bedre joker.

Nogen bedre bud? Samtidig vil jeg da gerne efterlyse et lignende indlæg om det italienske landshold fra den italienske afdeling af logen, da jeg slet ikke har samme overblik og baggrundsviden om støvlelandets landshold.

7 kommentarer til “Englands VM-drøm knust af skader, dårlig form og John Terry”

Læg iøvrigt mærke til at jeg – hvilket gjorde enormt ondt – har udeladt Gary Neville… Han får til gengæld en rolle som assistent-manager 😉 Det er et hårdt og koldt job at være manager, hahaha

Rigtigt godt skrevet Kim – meget enig i næsten det hele. Er godt nok overrasket over at Carragher alligevel kommer med men fair nok skaderne taget i betragtning.

Så har Capello valgt sin 30-mands trup, der senere skal barberes ned til 23.

Målmænd:
Joe Hart, David James, Rob Green

Forsvar:
Leighton Baines, Jamie Carragher, Ashley Cole, Michael Dawson, Rio Ferdinand, Glen Johnson, Ledley King, John Terry, Matthew Upson, Stephen Warnock

Midtbane:
Gareth Barry, Michael Carrick, Joe Cole, Steven Gerrard, Tom Huddlestone, Adam Johnson, Frank Lampard, Aaron Lennon, James Milner, Scott Parker, Theo Walcott, Shaun Wright-Phillips

Angreb:
Darren Bent, Peter Crouch, Jermain Defoe, Emile Heskey, Wayne Rooney

Når der skal tyndes ud i forsvaret er mit gæt at Warnock, Baines og Upson ryger. På midten må Wright-Phillips, Huddlestone og Adam Johnson vinke farvel til VM – det kan eventuelt blive Joe Cole, der sidder på et af de yderste mandater, men han har erfaringen fra slutrunder og han spiller naturligt i venstre side. I angrebet ville det være perfekt at udelade Heskey, men det ender sikkert med at Darren Bent bliver sorteper i angrebet.

Det ser i hvert fald tyndt ud hvis de tager til Sydafrika med kun 1 decideret venstre back. Og med Ashley Coles skadeshistorik er det jo ikke fuldstændigt utænkeligt at han skulle rende ind i problemer. Er der nogle af de andre der kan dække den plads?

De har naturligvis en rigtigt stærk start Xl’er men synes der ser en smule tyndt ud når man kigger udover dem.

Jeg er enig, og man kunne måske argumentere for at tage Phil Neville med, da han kan spille både venstre back og defensiv midt…

Fantastisk skrevet KIm, det er helt vildt, jeg skal nok få taget fat i Luca og Marco de må komme med et mod spil omkring det italienske landshold.
Mit bud bliver at Englands venstre side bliver deres død, de to der skal spille(cole og cole) de er ganske enkelt ikke i form.
Venstre midt har altid været englands akilleshæl, du skriver at de var stærke i 2002 – men der var deres venstre midt altså Trever Sinclair og det var uacceptabelt.
I slutrunderne før SInclair der var det en afdanket Mcmanaman der lå på kanten og ellers er dety vel joe cole der har spillet den nogenlunde fast i de sidste par slutrunder. Jeg frygter for at England kan blive en dundrende fiasko spiller Rooney kun på 90% så kommer de i store store problemer.

Naturligvis er Trevor Sinclar ikke god nok, men du kan ikke finde mange verdensmestre, hvor der ikke var et svagt punkt…

Lukket for kommentarer.