Millionærer med moral (?)

Det var indtil i torsdags uvist om der ville blive spillet fodbold i den bedste italienske række i denne weekend. AIC (den italienske spillerforening red.) havde varslet strejke for at protestere mod en ændring i spillernes standardkontrakter. Fra spillernes side var det blevet kaldt “et slag for alle arbejderes rettigheder”. På den anden side af konflikten stod Lega (den italienske divisionsforening red.) anført af præsident Maurizio Beretta. Sagens kerne var en ændring der gjorde det muligt for klubberne at sælge en spiller til en klub “på samme niveau” uden spillerens samtykke, så længe konditionerne i spillerens kontrakt som minimum forblev de samme. Med andre ord så ville fx Milan kunne sende en spiller til Shakhtar Donetsk, da begge hold spiller i Champions League, uden den pågældende spiller kunne komme med indsigelser.

Klubpræsidenternes argument var at de ejede spillernes kontrakt og dermed også havde ret til at disponere over den som de ville. Spillernes var omvendt at de selv ville være herre over hvor de ville spille.

Torsdag kunne FICGs (det italienske fodboldforbund red.) præsident, Giancarlo Abete, dog meddele at parterne var kommet til en enighed.

I medierne har der naturligvis været heftig debat om emnet. Klubejerne og en række medier (påfaldende nok så ejer Berlusconi en god del af dem) har sagt at spillerne tog fans som gidsler og at det i sidste ende ville skade fodbolden. Et af eksemplerne der flittigt var brugt var da MLB (den amerikanske Major League Baseball red.) i 1994 strejkede med det resultat, at en lang række fans blot fandt andre sportsgrene at gå op i. Navnligt Palermos altid farverige præsident, Maurizio Zamparini, har ikke været imponeret over spillerne som han betegnede som “en flok idioter”.

Men var det så korrekt at varsle strejke og har spillerne en solid pointe? Min helt klare holdning er, ja selvfølgelig! Det kan godt være at spillerne tjener millioner og atter millioner, kører store biler, opfører sig som rockstjerner og tit og ofte er til salg for højest bydende. Men de er jo “blot” et produkt af fodboldverdenen som den ser ud i dag. Præsidenterne har selv været med til at presse priser og lønninger i vejret i deres bestræbelser på at hente de største navne til deres klubber. Men når det er sagt er beløbenes størrelse i virkeligheden også irrelevant i denne sammenhæng.

Spørgsmålet er om man kan tvinge folk til at pakke deres kuffert fra den ene dag til den anden og sende dem til en anden klub, måske endda i et helt andet land. Og hvad med spillernes familier? I realiteten ville dette betyde en genindførelse af slaveriet. Jeg kan naturligvis godt se hvorfor klubberne ønsker at få dette indført. De menneskelige omkostninger er bare alt alt for høje. Og så er det næppe hellere en tilfældighed at et sådant “forslag” kommer i en tid hvor finanskrisen stadig har et solidt tag i klubberne.

Paradokset består naturligvis i at en fodboldspiller er ansat på lidt andre vilkår end en “almindelig” funktionær. Man kan ikke bare fyre spillere fordi de ikke lever op til de forventninger der var/er til dem – i hvert fald ikke uden at kompensere dem for resten af deres kontraktperiode. Og det må selvsagt være frustrerende som klubejer, direktør m.m. at se spillere der underpræsterer (ingen nævnt, ingen glemt) hæve en fed check uge efter uge. Men som jeg ser det må det betegnes som den risiko der er forbundet med enhver investering. For alle spillere repræsenterer jo, udover sine spillemæssige kvaliteter, også en salgsværdi. Gør han (og klubben) det godt så stiger hans værdi og muligheden for et godt afkast på klubbens investering hvis han skulle bliver solgt videre. Dette er en fundamental del af klubbernes eksistensgrundlag.

Interessant (og ikke mindst glædeligt) har det været at se den solidaritet der har været spillerne i blandt. Måske ikke just det man forventer at se fra folk der tit og ofte (med rette) bliver beskyldt for at være forkælede millionærer og lejesvende. Blandt de største modstandere var bl.a. Gennaro Gattuso og Massimo Oddo (begge fra Milan). Sandheden er jo at spillere af den kaliber (de er bl.a. begge verdensmestre fra 2006) formentligt ville kunne forhandle sig til klausuler i deres kontrakter,der gav dem mulighed for at afvise et skifte til en anden klub. Det ville klart være spillerne, hvis navne sjældent pryder overskrifterne der ville være de største tabere i dette.

Hvad kan der så komme ud af alt dette? Man kan i hvert fald håbe at klubberne er en smule mere kritiske i deres indkøb og indgåelse af kontrakter, med det resultat at flere spillere fra egne rækker får chancen. Talentmassen i Italien er stor, men problemet er at alt for få når førsteholdet i de store klubber. Og de føromtalte dyre marginalspillere har haft en stor aktie i dét. Det er i mine øjne endnu et skridt i en positiv retning som italiensk fodbold har tager efter det absolutte lavpunkt i 2006 med Calciopoli. Indførelsen at økonomiske krav fra Lega, samt klubbernes eget opgør med deres økonomisk uforsvarlige lønstruktur synes jeg sammenlagt tegner billedet af en sport i bedring – dog uden på nogen måde at være kureret.

3 meninger om “Millionærer med moral (?)”

  1. Interessant artikel selv om tingene altid er en smule anderledes i Italien. Umiddelbart ved jeg ikke om jeg er enig i at du mener det kunne være en genindførsel af slaveriet. Hvis man er indforstået med forholdende når man indgår en kontrakt er man jo udmærket klar over hvad konsekvensen kan være hvis man ikke lever op til den niveau/pris som klubbem har betalt.

    Der er vel ikke den store forskel i forhold til at arbejde i større multinationale virksomheder hvor udstationering altid kan komme på tale?

  2. Jeg skulle lige til at skrive en kommentar, men så skrev Bo præcis det jeg ville have skrevet.

    Det er noget lort at fodbold er blevet en “almindelig” forretning, men vi kan ikke komme udenom det mere, og derfor vil kontrakterne også bære mere og mere præg af det.

  3. Godt at se at der er enighed i bestyrelsen:-)
    ..& ellers et rigtigt interessant indlæg, Sune…man fristes til at sige at sige at det kun kan ske i Italien, men hvis udviklingen fortsætter med større kontrakter til yngre mere selvoptagne spillere, der alle har Anelka som role-model, så kan fænomenet måske sprede sig..!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *