PR-krig i Manchester: Ferguson vs Rooney

Efter det forrige indlæg her på bloggen er der sket meget i sagen om Wayne Rooneys fremtid. Først og fremmest har Sir Alex Ferguson bekræftet at Rooney har meddelt klubben, at han ikke ønsker at forlænge sin kontrakt, og igår udsendte Rooney så en pressemeddelelse, hvori han beskriver sine begrundelser og tanker omkring hans beslutning.

Da Ferguson på pressemødet tirsdag meget overraskende valgte at tale om sagen, skete det på en måde, der mildest talt er meget uvant for den iltre skotte. Manageren fremstod overrasket, skuffet og såret over sin angriber, men hvis man læser lidt mellem linjerne på hans udtalelser, så er det tydeligt at både fremtoningen og valget af ord var helt bevidste, og havde til hensigt at sætte Rooney i et tilpas dårligt lys, så fans’ne kun kunne vælge en side: Manchester Uniteds. Ferguson udtalte bl.a. at han havde sagt følgende til Rooney:

Just remember one thing: respect this club. I don’t want any nonsense from you, respect your club. What we’re seeing now in the media is disappointing

Med andre ord: Rooney har ikke respekteret klubben i og med, at han har lækket historien til pressen. Iøvrigt er det værd at bemærke at Ferguson indrømmede, at klubben har kendt spillerens holdning siden den 14. august – imponerende at holde det hemmeligt så længe, og måske også derfor at Rooney (eller hvis vi skal være ærlige: Rooneys rådgivere og pressefolk) har lækket sagen.

Ferguson sagde også, at klubben ikke havde gjort andet end at hjælpe Rooney i al den tid han har spillet i klubben, og at han (Ferguson) endda havde tilbudt Rooney gode råd omkring økonomi. De økonomiske råd, som Ferguson snakker om, er en fin lille stikpille, der med al tydelighed siger det, som mange tænker: Wayne Rooney vil have flere penge, og han er ikke specielt kløgtig til at bruge dem han har. Efter VM i 2006 gik der rygter om at Rooney skyldte Michael Owen omkring £700.000, som han skulle have tabt i kortspil, og da historien om Rooneys brug af prostituerede i 2009 brød, kom det frem at han betalte £200 for en pakke cigaretter (hvad er iøvrigt mest absurd: prisen eller at han ryger?). Med et forbrug af den størrelse, kan det godt være at man har brug for Manchester City-løn istedet for Manchester United-løn.

Under alle omstændigheder, så vandt Sir Alex første runde af PR-krigen, for stemningen vendte straks til Uniteds fordel, og efterfølgende reagerede klubbens fans præcis som Ferguson gerne ville have det: De valgte at holde med United. Det lyder måske også som den eneste naturlige reaktion for en fan af et klubhold, men når selvsamme fans pt. er igang med en mindre krig mod klubben og dens ejere, kunne disse tilhængere ligeså godt vælge at have sympati for Rooney – især når man ikke kender hans begrundelser for at ville forlade klubben.

De begrundelser kom så frem igår i en ligeså velkonstrueret pressemeddelelse, der blev udsendt et par timer inden Uniteds Champions League kamp mod Bursaspor. Heri fremgik det, at Rooney mener, at klubben ikke længere kan matche hans ambitioner, og at han tvivler på de kan tiltrække de rigtige spillere i fremtiden. Smart, for på den måde ligger skylden hos de amerikanske ejere, der ikke har geninvesteret Ronaldo-pengene og bruger klubbens driftsoverskud på at betale af på renterne af deres gæld. Dermed siger Rooney altså det, som den gul-grønne protest har sagt i et par år nu: ejerne vil ikke klubbens bedste, og det får en katastrofal betydning for resultaterne fremover.

Der, hvor Rooney i mine øjne taber PR-krigen med Ferguson, er når han i sine udtalelser bekræfter at han og manageren har haft nogle uoverensstemmelser for nylig, for det bekræfter kun hvad alle United-fans allerede vidste i forvejen: Sir Alex Ferguson accepterer ikke at hans spillere opfører sig upassende, om det så er ved at drikke sig stiv i offentligheden eller om det er ved at købe sex. Den indstilling har Ferguson alle dage haft, og det er en indstilling, som han påtvinger sine spillere, og det er klubbens fans tilfredse med. Både Ferguson og supporterne tillader gerne karatespark på tilskuere (Cantona), bevidste hævngerninger (Keane) og dumheder på landsholdet (Beckham), men i Manchester spiller man ikke smart; det er en London-ting, og det ligger dybt i den engelske befolkning, at det er sådan.

Rooney udtaler desuden, at han har bedt David Gill (Uniteds administrerende direktør) om en indikation af hvor United var på vej hen, og hvilke spillere klubben satsede på at tilføje til truppen, og da David Gill ikke kom med et tilfredsstillende svar, havde Rooney angiveligt meddelt, at han ikke ønskede at forlænge. Det er i bund og grund fair nok, og drengen skal da have et skulderklap for at meddele klubben sin beslutning inden han gik til pressen, som det ellers er kutyme i professionel fodbold, men man må også konkludere at med den form Rooney selv har været i de sidste 6 måneder, kan han ikke stille de store krav til sine medspillere.

Iøvrigt bruger Rooney ordene “continued ability to attract top players in the world“, men det er bare ikke sådan United fungerer. Nu har jeg fulgt klubben i 25-26 år, og Manchester United har i den tid ikke købt en reel megastjerne, der var blandt de tre bedste i verden på sin plads – det er de måske blevet i deres tid i klubben. Jeg vil tillade mig at inddele Uniteds indkøb i tre kategorier:

  • Erfarne Premier League-spillere der kan løfte deres og holdets niveau i United, men som en klub som Real Madrid aldrig ville købe (Carrick, Berbatov, Yorke, Sheringham, Ferdinand)
  • Potentielle verdensstjerner som endnu ikke er 100% modne  (Roy Keane, Ruud van Nistelrooy, Ronaldo, Rooney, Stam)
  • Forholdsvis ukendte spillere, der dog har landsholdsklasse (Schmeichel, Ole Gunnar Solskjær, Evra, Vidic, Hernandez)

Eneste undtagelse, hvor Ferguson for alvor hoppede med på hype og omdømme er Juan Sebastian Veron, og det gik aldrig rigtig godt. Det er naturligvis ikke kun fordi United er kræsne, at spillere som Zidane, Figo, Ronaldo (den originale), Ronaldinho m.fl. ikke har spillet i Manchester United, for klubben har naturligvis vist interesse for den slags spillere, men der taler geografien altså imod en by som Manchester. Hvis den slags spillere endelig beslutter sig for at tage til England, så foretrækker de oftest London, men som hovedregel vælger de Italien eller Spanien, hvor der er dejlig varmt og niveauet er tilsvarende.

I min (meget farvede) optik har Ferguson vundet første runde af PR-krigen mod Wayne Rooney og dennes rådgivere. Ganske enkelt fordi Ferguson fremstillede en helt ny side af sig selv, og fordi det trods alt virker lidt søgt at kritisere klubbens ambitionsniveau, når den i maj måned var 1 point fra at vinde fjerde Premier League-titel i træk. Man må selvfølgelig også sige, at Ferguson aldrig har haft en lignende situation før, hvor en højt betroet spiller ønskede sig væk – alle vidste at Ronaldo ville væk, og det var accepteret, for man fik nogle fantastiske år med en af verdens bedste fodboldspillere, der desuden tydeligvis hørte til under varmere himmelstrøg.

Hvordan det går er endnu uvist, men her til aften er det kommet frem, at klubben har holdt møder internt og med Rooneys rådgivere hele dagen idag, og de engelske medier mener at forholdet allerede nu er markant bedre end det har været de sidste par dage, hvilket får nogle til at spekulere i at Rooney måske bliver i Manchester United og endda forlænger med klubben. Jeg tror ikke selv på det, og det vil da også blive ekstremt svært for Rooney at genvinde tilliden fra klubbens fans, men han kan jo altid fremlægge det som om, at han gjorde det for klubbens skyld og tvang Glazer-familien til de store indkøb, som de måske har været tvunget til at love idag for ikke at miste deres største stjerne? To af de managers, der ville være interesserede i at købe Rooney, nemlig Mourinho og Mancini, har allerede sagt, at de tror Rooney bliver i United – måske ved de mere end os andre?

En mening om “PR-krig i Manchester: Ferguson vs Rooney”

  1. På en af BBC’s radiokanaler, BBC 5 Live, spurgte værten Liverpool-legenden Mark Lawrenson, som også er “ekspert” på Match of the Day, om Rooney overhovedet havde ret til at stille spørgsmål til truppens sammensætning, og han svarede således:

    Who does he think he is? Really? Who the hell does he think he is? Ambition!? He needs to remember where he came from… Its so sad

    Og det er vel egentlig rigtigt – hvad har en spiller egentlig at skulle have sagt over holdet? Eneste undtagelse må være Argentinas landshold, hvor anføreren åbenbart bestemmer rigtig meget!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *