Kategorier
Debatoplæg

Wayne Rooney – hvad nu?

Da historien om Wayne Rooneys mulige afgang fra Manchester United ramte diverse forsider i løbet af dagen, kom det ikke som den helt store overraskelse for mig. Som én, der har fulgt klubben i så mange år, og set hvad Alex Ferguson er i stand til, ville det snarere have været en overraskelse, hvis den historie ikke var kommet på et tidspunkt.

Men! Lad os nu lige slå koldt vand i blodet og se på om der overhovedet er en historie. Den engelske avis The Guardian brillierede med artiklen “Wayne Rooney declares his intention to leave United” (senere ændret til “Wayne Rooney declares his intention to walk out over Ferguson rift“), og så må man jo straks se hvor han har “deklareret” det henne: i et interview, til en pressekonference, i en bog eller.. hvor? Ingen steder er svaret. Rooney har ikke offentligt meldt ud, at han vil væk fra klubben, og så burde historien vel egentlig ende der? Nej, naturligvis ikke. For hvis den historie skulle slutte, så skulle Rooney stille sig frem og sige noget i stil med “Sludder og vrøvl, sikke noget forbandet vås” – det har han ikke gjort, og dermed lever historien i bedste velgående, og min mavefornemmelse siger mig da også, at Rooney lige nu er tættere på at vælge at finde nye græsgange end at forlænge med United.

Jeg har i lang tid ment at United ville sige nej til ethvert bud, der kom på Rooney, og den holdning står jeg egentlig ved, dog skal det forståes sådan, at hvis f.eks. Real Madrid eller Manchester City kom med et tilbud svarende til det United lod Ronaldo gå for, så ville Sir Alex stadig sige nej, HVIS (og det er iøvrigt et stort hvis, hvis der er nogen, der er i tvivl) ellers Rooney ikke havde været utilfreds med sin situation og klubben stadig mente at han var nødvendig. Nu er situationen måske en anden, og så er klubben naturligvis nødt til at vurdere hvad man kan få mest ud af: Rooney, eller de penge et salg af ham kan generere?

Lad os antage at historien er sand: Rooney og Ferguson er blevet så uenige, at et fremtidigt samarbejde er umuligt, så lille Wayne må videre. Hvad skal der så ske med ham? Og hvorfor er det kommet hertil? Vi starter med det sidste først:

Ingen, og her menes der i ramme alvor ingen, krydser Sir Alex Ferguson og slipper afsted med det. Da Rooney i forbindelse med landskampspausen udtalte at han ikke havde været skadet i hele denne sæson, og dermed modsagde sin manager offentligt, var det måske den berømte dråbe, der får bægeret til at flyde over. Nogle journalister (iøvrigt et begreb jeg bruger meget gavmildt i denne forbindelse) mener udelukkende at dette ville være nok, men der skal trods alt mere til at få Sir Alex‘s pis i kog. Det hele starter egentlig tilbage i marts måned, da Rooney bliver skadet i Champions League kvartfinalen mod Bayern München, og ser ud til at skulle misse returopgøret. Han kommer på mirakuløs vis tilbage, men det er tydeligt for enhver, at han på ingen måde er kommet sig over skaden, og med en ekstremt dårlig Rooney ryger United ud til Bayern1. Pludselig var United skrøbelige, men endnu værre: de engelske VM-drømme lignede lige pludselig mareridt. Vi ved allesammen hvad der skete efterfølgende på fodboldbanen: Rooney meldte sig klar til VM uden overhovedet at være det, og jeg vil påstå at han stadig er plaget af den ankelskade og forsøget på at spille videre med den. Er det så Fergusons eller Rooneys skyld? Jeg vil sige 50/50: Ferguson burde ikke stole på Rooney, når denne melder sig klar, og Rooney burde ikke melde sig klar, når han ikke er det, men han er trods alt kendt som en spiller, der vil spille alle kampe.

Udenfor banen er en helt anden historie, og det er her at Rooney for alvor har pisset Sir Alex af. Først blev han fotograferet i de sene nattetimer udenfor en bar, og billederne viste bl.a. at Rooney røg, drak og urinerede på offentlig gade. Vel ikke noget der er så fantastisk specielt for unge mænd, men man burde måske kunne forvente mere af en professionel fodboldspiller? Det var faktisk efter denne episode, at Ferguson for alvor lagde sine planer om at gøre Rooney til anfører for United på hylden – en tanke han har leget med siden Rooneys første dage i klubben, men har tøvet med at effektuere pga. manglende modenhed fra spilleren. Der blev ikke meldt noget ud offentligt fra klubbens side, men der spekuleres i at Rooney stod skoleret for Ferguson og måtte til lommerne for at betale en heftig bøde. Ikke mange uger senere brød så historien om at Rooney havde benyttet sig af en prostituerets tjenester op til flere gange sidste år, og måske var det denne hændelse, der gør at situationen nu er så tilspidset som den er, for Ferguson bryder sig ikke om, når klubbens spillere ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt og holde sig udenfor mediernes søgelys. Husk på at Ferguson startede sin United-karriere med at smide de to legender, Norman Whiteside og Paul McGrath, på porten, fordi de begge var dårlige indflydelser i omklædningsrummet pga. deres drikkevaner2. Ingen spillere er for store til at ryge videre, når Ferguson mener at de har trådt i nælderne: Jaap Stam (måske verdens bedste forsvarsspiller på det tidspunkt) røg efter en bog-udgivelse, Roy Keane røg efter at have udtalt sig negativt om holdkammeraterne i et interview (og har iøvrigt også udtalt sig om denne sag), David Beckham røg da mediecirkuset blev for meget og Ruud van Nistelrooy røg efter at han blev sur over en bænkeplads. Ingen er over klubben – måske med undtagelse af Sir Alex selv?

Hvad skal der mon blive af Wayne Rooney? Real Madrid, Barcelona, Chelsea, Manchester City er bud på klubber, der kunne interessere den unge mand, og selvom det ville være skandaløst, hvis han valgte at skifte til lokalrivalerne, så er det ikke en tanke, der er helt umulig, idet de lyseblå angiveligt står klar med en ugeløn på £300.000! Personligt tror jeg at Rooney er træt af de engelske medier og helst vil til en af de store spanske klubber, alternativt en klub i Italien, men jeg tvivler på at det ville være en god beslutning – Rooney er utrolig engelsk, og jeg tror simpelthen ikke på at han kan falde til i et andet land, hvor mentaliteten er en helt anden.

Der kan ske mange ting med Wayne Rooney, men hvis han – fra sin nuværende plads på bænken i Manchester United – kigger på en af sine sidemænd, Michael Owen, så kan han måske se hvor han risikerer at ende. Da Owen som 24-årig skiftede til Real Madrid var han en af verdens bedste angribere, dog med en halvsløj sæson bag sig, hvor han havde siddet ude en del af tiden med skader. Owen gjorde det egentlig respektabelt nok i Madrid, men selvom han scorede forholdvis mange mål ifht. spilletid, så var det ikke nok for kongeklubben. Siden er det gået støt ned af bakke for Michael Owen, og mange vil måske mene at de høje forventninger til spilleren, der som  18-årig dreng scorede et fantastisk mål under VM i Frankrig, endte med at tilintetgøre hans karriere. Skaderne har også gjort sit, men man kan nemt argumentere for at presset udefra, ganske enkelt har tvunget managers til at sætte Owen på holdkortet selvom han har døjet med småskader. Rooney er pt. 24 år gammel og dermed samme alder som Owen, da denne skiftede til Spanien, og Rooney brød også for alvor igennem som 17-årig med sit eget fantastiske mål mod Arsenal.

Måske kommer vi aldrig til at se Wayne Rooney i samme form som sidste år, hvor han scorede som det passede ham og han var blandt de bedste spillere i verden. Nogle mener han er udbrændt allerede nu, og andre mener at hans ekstremt fysiske spillestil har slidt hans krop op på rekordtid. Jeg synes det er en sørgelig situation, for der er ganske enkelt tale om en lose/lose-situation. Ingen steder vil Rooney få samme opbakning som i Manchester United, og ingen steder vil man gøre ham til den primære spiller, som det hele bygges op om. For United gælder det at man måske godt kan undvære Rooney med den form han er i pt., men det vil være et dårligt signal at sende, hvis man sælger klubbens største spiller igen – med Ronaldo var det forventet og en naturlig ting, men mange havde set Rooney som en United-mand resten af karrieren. Sådan bliver det nok ikke.

Et interessant spørgsmål er iøvrigt hvad et salg af Rooney kunne indbringe. På nuværende tidspunkt ligner han ikke en spiller, der er £20mio. værd, men United vil nok nærmere kræve i nærheden af de £50-60mio. for ham – der er allerede nu snak om at Madrid kunne finde på at byde et beløb midt imellem plus Karim Benzema, som Ferguson i lang tid har været fan af, men er det mon en god idé at skifte ét problembarn ud med et andet? Benzema er jo pt. involveret i en straffesag der handler om mindreårige prostituerede og er af både Jose Mourinho og Laurent Blanc blevet kaldt doven… ikke just Sir Alex Ferguson-materiale! Under alle omstændigheder er det måske en fornuftig løsning med en byttehandel, for hvis Rooney bliver solgt for et kontantbeløb, så kan man jo ikke vide om Glazer-familien vælger at bruge pengene på at betale renter eller på at erhverve erstatninger!

1) Som en lille fodnote vil jeg da iøvrigt gerne lige rette en løftet pegefinger/langemand mod dem, der mener at United ikke havde kvaliteten til at slå Bayern, og at de nærmest røg ud på røv og albuer – United udspillede Bayern i første halvleg på Old Trafford, og man sad med en fornemmelse af at den kunne blive 5-0. Jeg vil mene at de besad kvaliteten til at gå hele vejen til finalen, men at de ikke benyttede sig af den.

2) Læs iøvrigt denne fantastiske artikel om Paul McGrath og hans kamp mod alkoholen.

5 kommentarer til “Wayne Rooney – hvad nu?”

Rigtig godt indlæg Kim – det må jeg erkende:-)
Jeg syntes også denne sag er meget spændende, glæder mig helt vildt til at se afslutningen på denne Rooney tvist.
Jeg tror dog ikke at en 24 årig Rooney vil blive solgt, han skal et eller andet sted tilbage på 100% også er han selvfølgelig førstevalg igen.
Som du selv siger og som du har sagt siden Maj måned så er Rooney skadet og det er helt til grin at han har spillet…

Mens jeg sidder og skriver dette har Bo lige sendt mig en mail fra pressemødet idag, hvor Alex Ferguson bekræfter at Rooney gerne vil sælges!!!!!!!

To be continued…

Ancelotti har i da g udtalt at HVIS han er på markedet og HVIS prisen er ‘rigtig’ så er Chelsea interesseret. Ikke noget overraskende i det som sådan. For hvem ville ikke være det….

Men hvis historien holder vand, så forekommer Chelsea som en ideel destination i mine øjne. Det er en klub af samme standard som han ville forlade – og nok den eneste p.t. når man taler indenfor Premier League. Man City og Liverpool (sorry Bo) ville være et skridt nedad rangstigen.
Samtidig er der ikke den store tradition for at britiske spillere søger sydligere græsgange, og når de alligevel har gjort det har det været med yderst sparsom succes. Her tænker jeg selvfølgelig på at han meldes på vej til Real og Barca.

Men når alt det er sagt så tvivler jeg faktisk på at han smutter. I modsætning til Japp Stam, Ruud van Nistelrooy og andre der er kommet på kant med Sir Alex, så virker det ikke som om at han (Sir Alex) vil af med ham. Han udtaler i hvert fald i dag at han er meget overrasket og forvirret. Det lyder lidt som om han har tænkt sig at gøre et forsøg på at overtale ham til at blive.

Well…the saga continues.

Nu får vi se hvad det ender ud med for jeg er ikke overbevist om at det er helt slut endnu. Når det så er sagt er jeg af den overbevisning at det nu er for alvor at Glazer-situationen begynder at have en indvirkning på de langsigtede beslutninger for United og jeg er overbevist om at det også er en af de ting Rooney og hans rådgivere har set i krystalkuglen.

Helt nøgternt står United i en uhyre vanskelig situation med en god forretning hvor pengene går til at betale mere og mere gæld – en manager, der åbenlyst må gøre klart op hvor lang tid han vil fortsætte for at skabe ro omkring de langsigtede planer samt en trup som jeg stadig ikke mener er på højde med nogle af de tidligere storhold Ferguson har bygget.

Rooney-sagen viser tydeligt at noget ikke er som det skal være og jeg har aldrig set Ferguson på den måde som på gårsdagens pressemøde.

Det er altid gætterier når man kommenterer på de store sager for der foregår så meget bag lukkede døre som vi ikke kender til. Dog vil jeg sige at det ligner den største krise for Ferguson siden 1990.

Lukket for kommentarer.