Ja, da Ulrik Laursen blev omtalt i Kims ‘pussyfication’ indlæg, kom jeg lige på en sjov lille anekdote som jeg læste om dengang han lige var vendt hjem til OB. Han fortalte om hvordan han havde været virkeligt træt af at alt handlede om penge i Celtic. Spillerne stod jævnligt efter træning og blærede sig med deres nye biler, og den ene skulle overgå den anden. Han var selvfølgelig selv glad for store biler osv., men var bare blevet træt af at alt handlede om hvad der stod på de andre spilleres bankbøger og mindre om hvordan de præsterede til træning og i kamp. Af samme årsag købte han sig en brugt Honda Civic som han kørte til træning i hver dag, for at provokere de andre spillere. En sjov lille anekdote, men desværre også meget atypisk i dagens fodboldverden. Vi har også drøftet det med at for mange spillere tænker med bankbogen når der vælges karriere og mindre på om de kan udvikle sig i den pågældende klub. Summa sumarum må jeg sige at jeg respekterer manden…
Kategorier
4 kommentarer til “Ulrik Laursen – en atypisk fodboldspiller”
Endnu en atypisk fodboldspiller er åbenbart Asbjørn Sennels, der i dagens Berlingske Tidende har skrevet en kronik om Obama: I slipstrømmen på Obamas idealistiske realisme. Om jeg er enig eller ej ved jeg ikke rigtig, men betryggende at se at der findes fodboldspillere, der går op i sådanne ting og rent faktisk kan formulere sig på en fornuftig måde.
Jeg er sådan set ligeglad med, hvad fodboldspillere går op i. Om det er biler, tøj, playstation, politik, historie eller… tja, fodbold. Det er alligevel, uanset hvad, ikke i deres retning jeg kigger, skulle jeg søge info eller inspiration i forhold til andet end fodbold.
Jeg kan i øvrigt ikke se, hvad der skulle være betryggende ved, at en fodboldspiller har interesse i politik og kan formulere sig pænt om det. Jeg mener: Hvis det er betryggende, er det jo fordi, at noget afhænger af det. Og det kan jeg ærligt talt ikke se, hvad skulle være. Vælger en fodboldspiller at være politiker, eller forsøger sig som en eller anden form for politisk meningsdanner, må denne bedømmes ud fra de kriterier, og IKKE som fodboldspiller. Og så kræver det altså en smule mere og andet, end det f.eks. A.S. disker op med (indlægget er desværre ret overfladisk, grænsende til det feel-good-ligegyldige – men da dette site er dedikeret til fodbold, skal jeg undlade at gå videre med den del af kritikken).
Begejstringen over den “sunde” interesse synes at bygge på, at værdier – generelt – har skubbet sig så meget, at det at føre et nogenlunde normalt liv, fremhæves som noget særligt positivt. Det er lidt ligesom de mange gymnasietropper, der i disse dage traver Københavns gader tynde. De er ekstremt ivrige til at fortælle, at de ønsker fredelige demonstrationer. Ja… og? Skulle det nu pludselig være et positivt træk?
Jeg har det lidt med sådanne sager, som jeg har det med kendisser, der pludselig bliver hyret som dj’s – fordi de er kendte, ikke fordi de kan finde ud af at spille musik. Man er ikke forpligtet ud over sine evner, og det betyder også, at selv om man via sit navn får mandat til meget, da skal man ikke nødvendigvis benytte sig af det.
Fodboldspillere er fodboldspillere, og det er fint hvis de ønsker at gøre noget ved spillet, herunder kulturen i det (som Laursen f.eks.). Men det er, i min verden, uendeligt ligegyldigt, hvad de ellers beskæftiger sig med, så længe det holder sig indenfor lovens rammer.
Du har helt ret når du skriver:
Værdierne har skubbet sig markant, og det gælder både indenfor fodboldkulturen og samfundet generelt – når der så er nogen, der stritter imod eller forsøger at råbe op, så synes jeg ikke det er specielt dårligt at bifalde det, tværtimod! I den perfekte verden ville det ikke være nødvendigt, men det er bare ikke den verden at vi lever i.
Du ved jeg er helt enig med mht. DJ-tingen, og de to sager kan måske godt sammenlignes, men de kendte dj’s pisser mig nu ikke af fordi de er kendte, men fordi de ikke kan spille musik og derfor er valgt udelukkende pga. deres celebrity-status. Jeg tror godt at både du og jeg kunne have fået en kronik i Berlingske hvis vi havde skrevet præcis det samme som AS, og jeg tror derfor ikke den er trykt pga. hans berømmelse (som iøvrigt må siges at være ret lille efterhånden).
Som jeg også skrev, så vil jeg ikke forholde mig til om jeg er enig eller ej med AS, men jeg synes sgu det er et sundshedstegn i en ellers betændt kultur, at der findes fodboldspillere der går op i andre ting end det sædvanlige: biler, penge og playstation. Ligesom jeg tidligere har bifaldet Fabregas og William Kvist for at fortsætte med deres skolegang på trods af at de næppe har brug for det.
“… når der så er nogen, der stritter imod eller forsøger at råbe op, så synes jeg ikke det er specielt dårligt at bifalde det, tværtimod!”
– Nej, men derfra og så til at være ligefrem betryggende, er altså også et godt stykke vej. Jeg mener, ville verden være et dårligere sted, om en eller anden fodboldspiller IKKE skrev lidt om sine politske iagttagelser? Ikke i min verden. Jeg skal gerne erkende, at det nok er ordvalget, jeg går mest efter 🙂
“… men de kendte dj’s pisser mig nu ikke af fordi de er kendte, men fordi de ikke kan spille musik og derfor er valgt udelukkende pga. deres celebrity-status”
– Præcis. A.S. provokerer mig selvfølgelig ikke (jeg synes faktisk han virker som en sympatisk og hyggelig person), og da slet ikke fordi han er kendt. Men det vender sig i mig, når mere eller mindre kendte gives en stemme i en debat, fordi de er kendte, ikke fordi de kan bidrage med noget særligt. Dette handler jo ikke om hvor enig man er i hans synspunkter, men slet og ret, at de tangerer det banale.
“… Jeg tror godt at både du og jeg kunne have fået en kronik i Berlingske hvis vi havde skrevet præcis det samme som AS, og jeg tror derfor ikke den er trykt pga. hans berømmelse”
– Det er jeg helt overbevist om, at den er. Det skal for en god ordens skyld nævnes, at han forhåbentlig ikke ville komme på tale som skribent, hos en god avis som Berlingske.
“… men jeg synes sgu det er et sundshedstegn i en ellers betændt kultur, at der findes fodboldspillere der går op i andre ting end det sædvanlige: biler, penge og playstation”
– I don’t know. Det er nok fordi, at jeg ikke tillægger fodboldspilleres hobbyer den store betydning for samfundsindretningen. Jo, det er da fint nok, at man ikke lade sig lokke af laveste fællesnævner, men snakken her giver minder om det fantastiske stand-up-show med Chris Rock, hvor det forbudte N-ord (med mindre man er Tjes Boogie) vendes. “Y’ know what’s the worst thing ’bout n…..? N….. always want some credit for some shit they’re supposed to do!”