Loyalitet er en saga blot

Idag lukker vinterens transfervindue, og når januar bliver til februar om ganske få timer, bliver der sat en stopper for en hektisk transfer-aktivitet i Premier League, der blot bekræfter, hvad de seneste tre-fire måneder har advaret os om:

  1. Kontrakter er ikke det papir værd, de er trykt på
  2. Moderne fodboldspillere tænker kun på én ting: sig selv

Bevares, det er ikke nogen nyhed at fodboldspillere ikke er specielt loyale overfor klubber og fans, men da Wayne Rooney i oktober måned besluttede sig for at Manchester United ikke længere levede op til hans standarder og ambitioner, blev vi vidne til en tendens, der senere er blevet manifesteret af bl.a. Fernando Torres og Andy Carroll.

Selvfølgelig bliver fans skuffede, når en af deres (ikke kun klubbens!) stjernespillere vælger at søge nye græsgange, men de fleste fodboldfans ved også at det er en del af spillet, og det er også en del som deres klubber nyder godt af. Der, hvor det virkelig rammer, er når der er tale om en spiller, der tidligere har givet udtryk for en nærmest endeløs kærlighed til klubben, og dermed har givet udtryk for at det aldrig kunne falde dem ind, at skifte til en rival.

Wayne Rooney ombestemte sig godt nok, men det krævede til dels at Sir Alex Ferguson trak det tunge medieskyts frem, til dels at en flok bøller i elefanthuer belejrede hans hjem. Nå ja, og så krævede det også en fordobling af lønnen (mindst). Som fan af Manchester United sidder man tilbage med blandede følelser, for en Wayne Rooney i topform er et smukt syn på en fodboldbane, men illusionen er bristet. Han spiller ikke for Manchester United fordi han elsker klubben og dens fans – han spiller for sig selv, og klubben er blot et af hans redskaber i jagten på trofæer, ære og penge. Mon han nogensinde kysser emblemet på sin trøje igen? Jeg håber det ikke, for det vil være en besudling af klubbens logo!

Fernando Torres plejede at have et armbånd på med Liverpool F.C.’s berømte slogan, “You’ll Never Walk Alone“, da han spillede for Atletico Madrid, og her var altså tale om en spiller, der kom til sin drømmeklub for at udleve ambitionerne om de trofæer, som hans barndomsklub ikke kunne spille med om. Også han kyssede Liverpools logo på trøjen. På mig gjorde det ondt, når han gjorde det i kampe mod Manchester United – for Liverpool-fans var det et dejligt syn, for her var en spiller der elskede klubben på samme måde som dem. Så sent som den 9.januar i år sagde Torres i et interview, at han ikke ville forlade klubben, men til gengæld krævede han loyalitet fra klubbens fans. De samme fans står nu og brænder Torres-trøjen ude foran Anfield Road, efter at angriberen selv har bedt om at komme til Chelsea.

Andy Carroll er født og opvokset i Newcastle og har hele sit liv drømt om at spille i Newcastles berømte nr.9. En trøje der er båret af legender som Malcolm McDonald og Alan Shearer. Den trøje fik han lov til at bære, og har til gengæld scoret 11 mål i 19 kampe for Newcastle i denne sæson. Han har gennem hele januar måned insisteret på – senest imorges – at han ville blive i Newcastle, hvilket naturligvis har været til stor glæde for Newcastles fans. Gad vide hvordan de fans reagerede, da Carroll i eftermiddags bad klubben om at få lov til at blive solgt til Liverpool?

Og dette er blot de nyeste (og måske værste) eksempler. I sommeren 2004 var Steven Gerrard tæt på at skifte til Chelsea, men ombestemte sig i sidste øjeblik fordi et mesterskab med Liverpool ville betyde mere end 10 med Chelsea. Sidste januar var John Terry i tæt kontakt med Manchester City, da han ikke mente at Chelsea satte nok pris på ham (bogstavelig talt – en lønforhøjelse sikrede at han blev).

Mange fans er naive og bebrejder spillernes agenter og rådgivere, men det er på tide at vi ser det i øjnene: der er kun et loyalitetsforhold i fodbold, nemlig det vi selv har til klubberne.

En lille sidebemærkning her til sidst: Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor Torres vælger Chelsea. Chelsea er – ligesom Liverpool – en klub, der skal igennem en opbygningsfase, og risikerer at stå udenfor Champions League-turneringen til næste år. Det giver ganske enkelt ikke mening at han ikke venter til sommer, hvor der har været snak om at FC Barcelona ville hente ham. En besynderlig beslutning, og en beslutning der gør at han ikke udelukkende kan pege på ambitioner som årsag til skiftet

22 meninger om “Loyalitet er en saga blot”

  1. Torres vælger så – iøvrigt inden Chelsea skal møde Liverpool på søndag – at komme med følgende udtalelse efter skiftet er kommet på plads:

    The target for every player is to play for one of the tops clubs in the world and I can do it now, so I’m very happy

    Med andre ord: Liverpool er en lille klub?!?!

  2. Jeg må indrømme af Torres-handlen gør ondt. For første gang i mit liv, føler jeg mig virkelig svigtet. Han har hele tiden – som du selv skriver – udtrykt sin kærlighed til klubben og at han ville være med til at bygge den op igen. Og specielt her efter King Kenny kom til roret, begyndte det at se lidt lysere ud.

    Og han har udtrykt flere gange, at han mangler en kompetent partner i angrebet. Så køber LFC Suarez og alligevel vælger han et skifte. Jeg forstår slet ikke motivationen og pointen i det her skifte udover Chelsea spiller CL.

    Jeg har det inderligt som om, at en kæreste har været mig utro med min bedste kammreat. Bare værre. MEN ingen er større end klubben. Jeg vil hellere have en smutter, når han ikke ønsker at være i klubben.

    Med andre ord: Liverpool er en lille klub?!?!

    Jeg tænkte præcis det samme. Og jeg tvivler på han finder en klub, hvis fans værdsætter og elsker ham lige så meget som The Kop gjorde! :(

  3. Andy Carroll mener selv at Newcastle pressede ham ud. Eller, det mener han i hvert fald nu. Om det så er rigtigt eller forkert, ved jeg ikke.

    “Liverpool er en lille klub?!?!”

    – Det er ikke det, han siger. Det er bare ikke en topklub (på højde med Chelsea). Det ved Liverpool og klubbens fans jo også godt selv… hvis ikke, er de ude i et selvbedrag, som er svært at forholde sig til.

    Resten af den lige vel sensitive snak om ægthed, kan jeg desværre ikke bidrage til. Jeg har det med den, som jeg har det med Trylleriks forhold til fodboldæstetik: Den er påtaget, ufrivillig komisk og ikke mindst tåkrummende pinlig.

  4. Jeg har godt set Carrolls interview fra idag – flere engelske journalister mener at han og klubben prøver at skyde skylden på hinanden, så de ikke skal bære skylden, selvom de måske begge så skiftet som en god mulighed/forretning.

    Mht. Torres og hans udtalelse, så er jeg uenig i tolkningen af “top club”.

    Ægthed synes jeg bestemt betyder noget i fodbold, og også derfor jeg tidligere herinde har linket til en historie om Diego Forlan, der var ærlig og sige at han var professionel fodboldspiller og ikke skyldte Atletico Madrid noget. Det synes jeg er prisværdigt – Peter Møller-style :)

  5. @matias:
    Iøvrigt, mht. Torres’ udtalelse om en top-club, så var Liverpool faktisk nr.1 på UEFA rangliste året efter Torres ankom, fordi de havde været i to CL-finaler (vundet en) og en semi-finale på fire år. At klubben pt. er inde i en svær periode er der ingen tvivl om, men Torres har vel også sin del af ansvaret/skylden for det?

  6. Jo jo, vi kender alle til CLs mærkværdige struktur, som gør, at et hold der ikke har været i nærheden af et nationalt mesterskab i årevis, pludselig render rundt i turneringens finaler. Ikke for at tage noget fra Liverpools præstation – det beviser måske bedst af alt, at der ikke er så stor forskel på de 15-20 bedste klubber i Europa. Men så alligevel. Det er de nationale mesterskaber der primært spilles for. Det er dem man har tættest inde på livet, og det er dem – og konkurrenterne i den turnering – man måler sig på. Det gælder både klub og fans. Og der er Liverpool ikke længere en topklub, trods den enlige svale i… var det 08/09? Jeg mener, der er i bedste fald tre hold der ligger over dem, i værste fald 4-5 stykker. Jeg ved da godt det er svært at forholde sig til som tilhænger (som fan er det nok umuligt), men det ville svare til at jeg hæftede mig ved Ajax’ mesterskaber, der alle er vundet før 2005, ved vurderingen af deres aktuelle niveau.

    Chelsea er større end Liverpool. Ikke historisk, ikke som klub med dertil hørende fanbase, men sportsligt. Og det er vel det (det sportslige), der er det vigtigste?

  7. Jeg er fuldstændig enig med dig, mht. CL’s tåbelige struktur – den har vi vendt mange gange, men jeg tvivler på at UEFA og de tidligere medlemmer af G18 synes at vi har ret 😐

    Det, som jeg synes er interessant lige nu, er at hvis man tager et øjebliksbillede af Premier League, så er Chelsea nr.4 og Liverpool nr.6, og i realiteten risikerer Torres at ende med at spille Europa League næste sæson.. Pt. ligger de faktisk kun nr.4 pga. en bedre målscore end Tottenham! Hvis Fernando så gerne ville til en topklub, så skulle han være taget til United eller Arsenal 😉

  8. Det synes jeg ikke er så interessant. Men jeg er så overbevist om, at Chelsea spiller CL i næste sæson. Det der formentlig er interessant for Fernando Torres, er en viden om, at Chelsea går ud og forstærker sig med spillere fra øverste hylde, når ambitionerne bliver forsøgt omsat til resultater. Og det er det, en topklub kan. Deri består forskellen på (eksempelvis) Chelsea og Liverpool.

  9. Og du mener ikke at Carroll og Suarez er topspillere? Jeg ved ikke om man glemmer at vi har nye ejere, der rent faktisk investerer i truppen og så syntes jeg faktisk at vi igen må betragtes som en topklub.

  10. Personligt mener jeg ikke at Carroll er fra “øverste hylde”, men det har jeg aldrig lagt skjul på – heller ikke da han stadig var i Newcastle. Til gengæld synes jeg heller ikke at alle Chelseas indkøb er fra øverste hylde: Ivanovic, Kalou, Mikel, Ramires, Benayoun og Zhirkov er måske alle spillere der gør det glimrende og udfylder deres rolle, men ville de være førstevalg for en manager, hvis han kunne vælge hvem som helst? Nej, det tvivler jeg på.

  11. Det kan vi være nogenlunde enige omkring men det jeg stadig ikke forstår er den del med topklub. Er det en topklub, der køber en Smallings og Bebe? Som du selv skriver har Chelsea også købt deres del af gennemsnitlige spillere så jeg forstår stadig ikke helt argumentationen.

  12. Nu er det jo ikke mig der beskylder Liverpool for ikke at være en topklub – United er en topklub qua deres resultater de sidste 20 års tid :)

  13. Præcis – men argumentationen var at topklubber går ud og køber de bedste af de bedste når de har brug for dem. Jeg var seriøst bare interesseret i hvorfor LFC ikke skulle være en topklub hvis man kigger på historien, fanbasen, omsætning o.s.v. og som trods alt på den europæiske scene har gjort det nogenlunde de seneste par år.

  14. “… men argumentationen var at topklubber går ud og køber de bedste af de bedste når de har brug for dem”

    – Det var, og er, min argumentation. Og den står jeg naturligvis ved.

    Jeg er enig i at Liverpool på mange andre områder end det sportslige, er at betragte som en topklub. Økonomi, fanbase og historie, som du selv er inde på. Og det er vigtige områder. Særligt for dem som bærer klubben i hjertet. Det kan man dog ikke forvente, at mennesker der “blot” er kontraktligt tilknyttet i en kortere periode, gør. Og det er jo det, denne sag er et bevis på.

    Der er en grund til at Chelsea kan hente Liverpools største stjerne, men at det omvendte ikke kan lade sig gøre. Og der er en grund til at Liverpool kan hente Ajax’ og Newcastles bedste spillere, mens det omvendte ikke kan lade sig gøre. Og det er fordi Chelsea i forhold til Liverpool ses som et skridt opad i spillernes øjne, mens det samme forhold gør sig gældende for Liverpool kontra Ajax og Newcastle. Jeg vil mene at det er vanskeligt at påberåbe sig status som topklub, når man ikke er øverst i transferfødekæden.

  15. Jeg syntes blot argumentationen halter. På den baggrund skal jeg så konkludere at United ikke er en topklub da Real kunne købe deres største stjerne og man på samme måde kan diskutere om United ville kunne købe andre topklubbers største stjerner?

    Det er såmænd ikke fordi det er Liverpool det handler om, det er bare fordi jeg ikke mener der findes en sort/hvid forklaring på hvad der definerer en topklub, Jeg mener dog at den globale fanbase er en betydelige faktor når man taler om hvad der gør en topklub for selv de største klubber ryger ind i dårlige år uden det af den grund gør dem til mindre klubber.

  16. Selvfølgelig er Man Utd en topklub. De fleste vil formentlig acceptere at tilfældet Real Madrid er enestående, og bedst tjener som undtagelsen der bekræfter reglen. Det sagt kan der selvfølgelig godt handles på kryds og tværs i topklubberne – det er ikke det, der er min pointe. Min pointe er derimod, at Liverpool – som ikke er en topklub – ikke HAR muligheden for at handle i en topklub. De kan simpelthen ikke købe spillere som Rooney, Tevez, Zlatan eller Messi. Om de så har pengene til det. Det kan være at det ændrer sig med tiden (det gør det jo nok), men pt. kan Liverpool ikke.

    For mig handler denne snak ikke om alle de andre områder, der for tilhængere og fans synes vigtige at forholde sig til. Såsom fanbase og historie. Jeg holder med Ajax som har minimum 40.000 sæsonkortholdere og masser af såvel nationale som internationale titler at fremvise – men de egenskaber i sig selv, gør ikke klubben til en topklub. Selvom jeg ville ønske, at de gjorde. Det er områder der er med til at definere den enkelte tilhængers tilhørsforhold, men ligesom med religion, er det et personligt forhold som ikke er ret væsentligt i forhold til virkeligheden. Ikke i min verden i hvert fald, og navnlig ikke i forhold til det emne, det er, at Fernando Torres gik fra Liverpool til Chelsea, mens det omvendte – som det ser ud i dag – ikke kunne have været tilfældet.

  17. Er fodboldspillere så meget anderledes end “os”? Er de ikke også bare et produkt af den tid vi lever i, hvor loyalitet er noget der hører til i historierne om “de god gamle dage” sammen med Vognmandsruten og mælk på flasker? Vi identificerer os i mindre grad med vores arbejdsplads og i højere med os selv som mennesker og vores udvikling, succes m.m. Vi shopper rundt efter det bedste tilbud – og det gør fodboldspillere (naturligvis) også. Paradokset består dog naturligvis bare i at klubberne (og fans i høj grad) dyrker historien, legenderne osv hvilket gør at fodboldspillere, i jagt på folkets gunst, erklærer evig troskab – i samme øjeblik deres sign-on fee er tikket ind på bankbogen. Fansne er jo en kæmpe del af spillet og de skal naturligvis “pleases”. Folk der hellere vil gnave deres egen arm af op til albuen end at trække end anden trøje over hovedet sælger billetter, trøjer, halstørklæder osv. Skulle spillerne så melde rent ud og sige at de kun var i klubben til et bedre tilbud kom – næppe! Så stiller vi i mine øjne også for høje alt for høje krav. Vi glemmer nogle gange at det drejer sig om underholdningsbranchen.

    Og så vil jeg erklære mig 100% enig med Matias. Der findes 4 klubber der kan handle fra øverste hylde – Man Utd, Chelsea, Real Madrid og Barcelona. Som fodboldspiller vil man naturligvis også gerne være med til at løfte trofæer – og de klubber spiller med om de største (næsten) hvert år.
    Hvis jeg fik et tilbud om at arbejde med de bedste og dygtigste kollegaer og chefer indenfor min branche, ville jeg da også seriøst overveje tilbuddet, hvis det oven i købet indebar et ekstra 0 på min løncheck (har dog lige et “aber dabei” som jeg lige vil komme ind på senere). Og min motivation ville da være endnu højere hvis min arbejdsplads ikke levede op til mine forventninger om at investere i fremtiden.

    Heldigvis findes der spillere der stadig nærer så stor en kærlighed til “deres” klub at de vælger at blive trods lukrative tilbud fra de største klubber. Fx Francesco Totti som har afvist store bud fra både Real Madrid og Milan ved flere lejligheder for at spille i klubben som han altid har holdt med. Maldini har ved flere lejligheder også fået store bud fra Real Madrid, men sagde at han aldrig kunne se sig selv i en anden trøje end Milans. Det er beundringsværdigt og præcis det vi elsker som fans – pointen er bare at vi ikke kan forvente det.

    Og så hører det jo også med til historien at mange af de spillere som vi forguder for deres loyalitet er fra en tid hvor transfermarkedet var en helt anden størrelse end det er i dag. I min egen klub – Milan hvis nogen skulle være i tvivl – har vi i nyere tid haft både Baresi og Maldini som har haft mere end 20 sæsoner for klubben. Men sagen er jo den at de startede deres karriere i en tid hvor det at skifte klub slet ikke var hvad det er i dag. Kulturen var en anden, men det var ikke mindst drevet af den tids transferregler (læs: begrænsninger).

    Og så kan klubberne vel heller ikke sige sig helt uden skyld i denne udvikling. Så snart klubben ikke lige præsterer som forventet, bliver der i næstkommende transfervindue hevet en stribe spillere ind for at “vende skuden”. Hvis klubberne ikke er loyale overfor deres spillere, hvorfor skulle spillerne så være det overfor klubberne…?!
    Og så er “loyalitet”, “klubfølelse” og “familiefølelse” jo også ting der kan fremelskes med henvisning til klubbernes ovenstående ageren på transfermarkedet. I “min” klub har vi flere spillere rendende med mere end 10 sæsoner i trøjen og endnu et par stykker der nærmer sig. På godt og ondt er det naturligvis også et resultat af at vi ikke har skilt os ad med disse spillere når de ikke helt har præsteret – for det har der bestemt også været tider hvor de ikke gjorde. I den anden ende af spektret har vi klubber som Man City og Real Madrid hvor sammenhold og loyalitet ikke synes at have det store fokus.

    Og så var der lige det der “aber dabei”. Det undrer mig at flere spillere ikke stiller krav til deres nye arbejdsplads. Er det virkeligt attraktivt at komme til en storklub for at sidde på bænken eller spille en plads som man ikke er kompetencer til? Ja, svaret kender vi jo, men jeg undrer mig blot. Kunne Thomas Gravesen virkeligt ikke selv se at det ikke ville gå i Real Madrid…? Men tallet på den månedlige lønckeck var givetvis så stort at det spillemæssige nok kom i anden række…trist!

    Er loyalitet en saga blot? – det vil jeg ikke helt sige. Men det hører i den grad til undtagelserne. Og vi må nok alle være med til at tage skylden.

  18. Milan striker Zlatan Ibrahimovic claims he would never like to be considered a talisman like Francesco Totti or Alessandro Del Piero.

    The Sweden international left Inter in the summer of 2009 only to controversially return to Italy with Milan at the end of last season.

    Interviewed by La Gazzetta dello Sport, Ibrahimovic said: “I wouldn’t like to be a talisman.

    “It’s better to change rather than stay at a club for a long time because you learn through changing and a great player must be decisive in many clubs.

    You need motivation to be at your best. It’s always easier to seem strong at your home.”

    Som en “befriende” kontrast til en række spilleres valentins-erklæringer til deres nuværende arbejdsgiver læste jeg dette i dag.

    Zlatan har gennem karrieren jagtet egne mål – som så mange andre kunne man tilføje. Forskellen er bare at han er ærlig omkring det. Da Juventus bankede på døren i Ajax sørgede han for at blive uvenner med VdV, da skandalen rullede i Juventus søgte han mod Milano osv.

    Fakta er jo at transferaktiviteterne er af en helt anden dimension end for fx 20 år siden, hvilket selvfølgelig også giver et andet billede af loyalitet i fodbold. Tilbage står vi med romantiske drømme om tider hvor spillere var i én klub hele deres karriere og blev ikoner for holdet og byen. Og på den anden side spillerne der vil please fans og erklære deres endeløse kærlighed og loyalitet.

    En smule mere realitetssans fra os fans og en smule mære ærlighed fra spillerne ville give et meget mere retvisende billede af virkeligheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *